Om at italesætte det ordløse
5 spørgsmål til Marie Irmgard stillet af kunsthistoriker Sara Gjøde

Du eksperimenterer umiddelbart meget med værkets, tegningens og maleriets (mange) muligheder. Bruger du eksperimentet bevidst, når du arbejder?

Jeg mener, at en af forskellene mellem at være billedkunstner og eksempelvis universitetsuddannet akademiker er, at man som billedkunstner kan komme med udsagn uden nødvendigvis at komme med alle mellemregningerne. Det er vigtigt at eksperimenter er drevet af nysgerrighed efter at undersøge, det må ikke blive en leg med ens kunnen og ”se, hvor dygtig jeg er til at bruge tusch og hvor mange måder, jeg kan bruge den på” så mister det al mening. Mit arbejde starter som et eksperiment, men ender med at blive en undersøgelse, en undersøgelse leder næsten altid til (flere) spørgsmål i form af flere billeder, tegninger, malerier – projekter – jeg ser det som et plus. Et andet plus ved eksperimentet som metode er, at det holder mig ”vågen” – det gør, at jeg bliver ved med at se, det holder mig usikker og skarp samtidigt.

Hvad binder dine umiddelbart forskellige udtryk sammen?

Det, at det er mine observationer - mine billeder er observationer filteret gennem mig. Jeg mener, at man kan se, at man kan se at mine billeder er malet af mig uanset stilarten. Derudover har de det til fælles, at de alle sammen er undersøgelser og ikke postulerer at give noget endegyldigt svar. Jeg sagde engang til min professor på akademiet, at jeg så mine billeder, som om jeg var et kamera, der drejede rundt om mig selv og tog øjebliksbilleder, snapshots, af verden. Det var hun ikke enig i, og jeg forstår godt, hvorfor hun ikke var enig, men det er stadig den bedste forklaring, jeg har.

Og hvad gør dem forskellige?

Det, der gør dem forskellige, er undersøgelsen og hvilken undersøgelse, de er en del af. Mange af dem er inddelt i serier og titler efter den pågældende undersøgelse. Men de har flere ligheder end forskelle. De har alle et element af benspænd. Jeg kan ikke male ovenpå eller redde fx tuschmalerierne, det er det samme med tegningerne. Jeg er interesseret i maleri, og jeg er interesseret i paradokser – det som jeg ved er vedtagne modsætninger, men som jeg alligevel ikke kan få til at være - eller acceptere - som modsætninger. Det kommer til udtryk i formen; tegningerne og malerierne er meget fladebetonede i deres udtryk, men alligevel har de flere lag og dybder både betydningsmæssigt og visuelt

Farvemæssigt arbejder du meget diametralt i en næsten monokrom skala i nogle værker og i hele farveskalaen i andre. Hvad er det udtryk for?

Det handler om en generel interesse for farver, både farve som hos Itten og Goethe og farve som noget eksistentielt. I nogle af tegningerne fra Irmgard’s Journal/ Baby Suggs’ Rag Rug ligger der fx et indhold i, at der er så mange farver, at de næsten bliver meningsløse. En gang imellem er farverne sat sammen i disharmoni, og det er med vilje, at de ikke fungerer farvemæssigt. I andre af tegningerne i den serie, lader jeg lidt hvidt (papir) stå, som gør dem nemmere at se på. I de mere monokrome malerier undersøger jeg én ”farve” og alle dens nuancer: Hvor mange slags sort kan en sort være? Og hvor mange nuancer findes der af grå? Det handler om at zoome helt ud eller at zoome helt ind – for alligevel at nå til samme resultat.

Ser du det som en styrke eller en svaghed, rent kunstnerisk, at du visuelt spænder bredt?

Jeg ser det hverken som en styrke eller svaghed. Hvis der er en ting, jeg en gang imellem er nervøs for kan blive en svaghed, er det, at mine billeder er så visuelt tilgængelige, som de er - om det kan medføre, at de kan misforstås som ren æstetik. Men spændvidden i en produktion siger intet om kvaliteten. Det er ikke en svaghed at male billeder hele livet med det samme udtryk som Vermeer, fordi han gjorde det så godt. Omvendt er Snabels arbejde jo på ingen måde svagt, selvom det er umiddelbart kaotisk. Styrke og svaghed, rent kunstnerisk, handler for mig om autenticitet, og om man står bag sine værker, eller dækker sig ind bag teori og referencer eller hypede stilarter og retninger. Jeg bruger teori, og jeg refererer, men jeg dækker mig ikke ind bag referencerne. Mine værker er først og fremmest mig.